tirsdag den 7. februar 2012

Kronisk islænderkor i kød


Så er der dansk. Mads kigger intenst på mig med det der smil. Så ved jeg, hvordan I andre fra klassen har haft det, når I skånselsløst blev udpeget til at blogge… Nej okay slemt er det ikke. Det er da en hyggelig opgave, at man skal kombinere det faglige med det personlige, men når man pludselig udvælges som den eneste (+Lina) af ens lærer, føler man sig som ”the chosen one”, hovedpersonen, helten, der skal klare missionen.

Pludselig er der nogen, der bryder ud i sang. Forvirring. Nåh, Lina har fødselsdag, og så blev der sunget fødselsdagssang for Lina. Dejligt med noget sang. Lina havde også taget rundstykker med, mums. Ville herre gerne have et, men besluttede mig for at vente og fik faktisk aldrig nået det, fail.
Anyways tillykke med fødselsdagen Lina! :-)

Efter sang, småsnak og pludder, briefer Mads om relevant læsestof, som skal knytte sig til studieturen til Island. Vi skal læse ”noget god islandsk litteratur”, lyder det :-) Sådan noget folkeligt, som kan være blevet digtet på at næsten enhver islænder, da det er indforstået, at enhver islænding er en skjald. Til næste gang skal vi så vælge en af de 6 islandske romaner, som Mads viser os på Symbaloo. Det skal da blive spændende at få noget indsigt i det land, vi skal rejse til om ikke mange måneder – på det litterære plan.
Coming up: Største islandske forfatter (Einar Mar) på besøg i 2.b. Også en vældig god bonus. Det vil sikkert gøre forløbet om islandsk litteratur en hel del mere spændende end det i forvejen var :-)

Så opfordrede Mads os til at begynde at deltage i koret hver mandag, da vi var gode til det sidste år og ligesom var den klasse, der mødte mest talstærkt op, men i år var vi ved at blive overgået af 1.b’erne. Og ja der var så ikke ligefrem vilde svar som: ”Hey, I’ll be there!”, hvilket kunne tænkes at skyldes stigende travlhed, som funktion af tallet foran ”.b” Men altså det kunne da være, at man liiige kunne sætte tid af til det… yayayaya, we see

I denne time fik vi også en ny stil for. En kronik. En sådan består af redegørelse og diskussion. Det var alt, som jeg 100 % fik med omkring opgaveformuleringen. Resten af informationsstrømmen fra Mads lød således i mit hoved: ”Vi skal redegøre for synspunkter-nyheder-noget FU! Jeg er stort set gået glip af nyhedsforløbet, da jeg ikke har været der i de vigtigste timer omkring forløbet.” Nå, det går nok, jeg må bare læse op på det.

Og så til lektien til i dag. Først var der walk and talk omkring spørgsmålene til ”kødet”. Vi snakker overordnet spørgsmålene igennem og mødes igen i klassen til en lille gennemgang af, hvad metaforer er. En metafor består af realplan og billedplan, som tilsammen danner et nyt billede. Fx han er som en dør. ”Han” er på realplan. ”Dør” er på billedplan.

Da begreberne er nogenlunde på plads, går vi i gang med gennemgangen af analysen af kødet af Astrid Saalbach. Det er egentlig lidt sjovt; Jeg troede helt fast på, at det eneste teksten måtte kunne handle om, var, at værten, som var enten kannibal eller bare drabsmand, havde fået besøg af noget familie, som ender med at sidde og tvinge sig selv til at spise den kvinde, som han har dræbt (og som han savner lidt alligevel), fordi de jo nødigt selv skulle blive hans næste ofre. Men i klassen blev alt andet end dette nævnt den dag. I nævnte noget med, at nogle skiftende årstider kunne kobles med noget frigivelse, og det lød jo sådan set også fornuftigt. Måske kunne man kombinere de to fortolkninger. Man kunne også lade være. Det op til en selv. Og det jo fedt nok; Det er op til dig selv hvordan fortolkningen skal se ud – bare du kan argumentere for det, og bare du selv er nok overbevist J

Efter det, som vi kunne nå af analysen, fik kendsgerningen, at Zac havde kage med, opmærksomhed. Og timen endte lykkeligt med kagespisning og oplæsning af Katrines blogindlæg

Tak for ordet og tak for en decent dansktime
Jonas

Ingen kommentarer:

Send en kommentar