Hej 2b.
Endelig er jeg kommet igennem virvaret af kodeord og konto-logins og er klar til det egentlige: at skrive til dig – i den blog, du selv skal skrive i. Nogle gange kan de tekniske forhindringer på nettet frem mod det, det egentlig handler om, føles som et bjerg, der skal bestiges. Andre gange er der bare flow i sagerne, og jeg kan blive helt høj over, hvor nemt det hele er, hvor fedt, det kommer til at se ud, hvor meget man kan, og hvor nemt vi alle sammen kan komme i kontakt med hinanden – dele og lege. Nettet er fantastisk, og så er det en tidsrøver uden lige, på så mange måder. Det er begge dele. På samme tid.
Men nu er jeg klar. Og bloggen er klar til dig. Og så sidder jeg her og forsøger at ramme tonen. Den tone, som gerne skulle gøre vores blog til et sted, som det er cool nok for dig at skrive på. Et sted, hvor du kan være, og hvor det er sjovt at være. Et sted, hvor du kan lære, og hvor det er sjovt at lære. Være og lære. Lære og være. Hvor nemt er det? Kan du mon finde balancen – som linedanseren i cirkus?
Ja, selvfølgelig kan du det! Selvfølgelig kan du balancere på linen. 2b ER jo en flok linedansere med paraplyer i alle verdens farver, der er vant til balancekunsten i den brogede verden. Balancekunsten mellem den du er, den du gerne vil være, og den, andre synes, du skal være. Balancekunsten dér i legen med roller, masker og faces. Jeg er jo også flere personer. Jeg er anderledes over couscoussalaten til aftensmaden med mine unger, end når jeg står i Egås klasselokaler og udbreder mig om kloge sager. Men det går fint. Og mon ikke det er det samme med dig? Selvfølgelig kan du finde ud af at skrive dér på kanten, på linen, på linjen – mellem det personlige og det faglige. Dér mellem din jeg-maske og din elev-maske. Jeg er sikker på det. Og jeg glæder mig til at se det.
Velkommen til 2bs blog!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar