blogblogblogblogblogblogblogblogblog

Da klokken slog ti kunne man, hvis man sad i 2.b’s stamlokale, se små 29 friske unge mennesker sidde artigt på deres pladser ved bordene med veloplagte og friske smil. Håret er sat op i knold i nakken eller pænt redt ud til siden, så vi elever uden problemer, kan gøre brug af vores panoramasyn og have overblik over hele tavlen på en gang. Vor kære lære spadserer stolt og rank ind i klasselokalet og observerer sit kuld, hvis fine popoer er plantet fast og solidt i skolestolene. Dette er en klasse med ambitioner. –En klasse med fremtid. –Nok det tætteste en klasse kan komme på perfektion. Vi ved det alle sammen og er ikke bleg for at indrømme det. Denne klasse er creme de la creme blandet med sex og krydret med den der bbq-sovs man får i en lille bonuspakke når man køber spareribs i føtex. –Og jeg er pessimistisk anlagt. Denne klasse er lavet af gensidig respekt, harmoni og lykkepiller.

Nå anyhow, Mister Mads minder os om, at vi nu skulle have afleveret underskrifter fra forældre til studieturen. Det er selvfølgelig ikke en overraskelse, at over halvdelen af os har glemt at få den underskrevet, ja overhovedet fået den op af tasken. Vi er jo nogle søde, fjollede, distræte unger. Vi griner lidt af os selv og hinanden og bliver igen mindet om hvorfor vi er sådan en fantastisk klasse. En tilmeldingsfrist er jo ikke noget specielt vigtigt. Regler er regler, og regler tager vi let på herinde. Sådan er vi bare J J J

Nåh ja btw, vi modtager begrænset info om at vi snart får smidt et nyt og spændende menneske i vor store, kærlige families favn. Japanermomo skulle hun hedde. Spændende spændende. Snart kan denne klasse også prale af at være multietnisk og derved endnu nicere! Wuhu!

Momo er et ret lækkert navn. Momo. Momo… -Det ligger nu bare lidt tæt op ad mama. Jeg tror jeg vil kalde hende Mama.

Bare Mamas orientalske, uskyldige sind ikke bliver forurenet af Leas radikal-liberale propaganda. Jeg selv bliver næsten forført da jeg får lov at føle den materialistiske fryns i form af lyserødt prydet badges og kuglepinde. Det er sgu et parti, der har styr på at forkæle vælgerne! Jeg bliver så begejstret, at jeg bruger min ellers så dedikerede notenedskrivning-tid, til at skrive et haikudigt om det radikale ridderskab.

Men det bliver røvskod, og ender hurtigt i skraldespanden sammen med de fem minutter jeg brugte på at skrive det. Jeg regner dernæst ud, at hvis jeg havde brugt de værdifulde fem minutter på at tage noter, ville jeg have været tre-fire linjers noter klogere, og hvis jeg havde brugt dem på arbejde, 3,75kr rigere. Denne udregning sluger yderligere fem minutter af mit liv.

Nå, nu kan jeg ikke skrive mere på denne blog, da jeg i den dansktimen -den førnævnte blog omhandler- stoppede med at tage noter til hvad jeg ville skrive i den selvsamme to-gange-før-nævnte blog, grundet ømme håndflader fra parkourtræning i den foregående idrætstime. Puha.

Jeg vil afslutte min skrivning og oplæsning med dette citat: ”Rønnebærrene er sure” sagde ræven.

Mange tak.

Victor Hempel-Mydtskov