Fra kritik til romantik til… Kage.

Velkommen til endnu et blogoplæg. Tanken om, at det nu er blevet min tur til at skrive et indlæg, virker for mig en smule nervepirrende. Victors og Simons indlæg var nemlig yderst henrivende, hvis jeg blev spurgt om at beskrive dem.

Men det gjorde jeg sørme ikke – så bare lidt props til jer, drenge. Spørgsmålet lød i stedet: ”Hvad var det bedste, og hvad fik du mest ud af i dansktimen i dag? Et ganske relevant spørgsmål, som lægger op til halvanden sides beskrivelse af frustrationer, glæder, og … Ja, hvad man ellers føler, når man bliver undervist af den rødhårede herre, Mads Damgaard.

Manden, som før nævntes, kæmper en brav kamp for at omvende danskundervisningen i gymnasiet fra tung tavleundervisning til en mere IT-baseret undervisning. En kæmpe revolution, vil mange nok mene. Det er bare ofte sådan med revolutioner, at de har sine modstandere. Og sådanne modstandere findes også i 2.b. PIGERNE! De besværlige, utaknemmelige tøser, som igennem en lang årrække har bevæget sig fra køkkenet til skolebænken, hvor de nu sidder side om side med de pligtopfyldende drenge i et klasselokale på et gymnasium i en udviklet verden, brokker sig. Over at drengene lugter og larmer og… Over Mads’ fantastiske mission. De mener ikke, de lærer nok, når timernes kostbare minutter ofte går med oprettelser af nye konti på diverse websites samt venten på ustabilt internet, som oftere og oftere tager en day off.

Mads bad os i dag om ris og ros på det overståede emne ’sociale medier’, sådan I ved, elever-til-lærer-agtigt - altså denne gang ikke gennem en internetblog. Pludselig stod vi fjollede unge mennesker over for autoriteten og blev nærmest opfordret til at kritisere hans ellers udmærkede arbejde.
Drengene: ”Mads, det er bare mega awesome med sådan noget inddragelse af internettet i undervisningen. You rock, buddy”.
De utilfredse piger: ”Jamen, øhm, Maaads, det er bare fordi… Altså vi synes også, du er sød og sådan noget, men vi har det også bare lidt sådan.. Hallooo, kunne vi måske ikke også prøve at have lidt af sådan noget almindeligt tekst- og billedanalyse-noget, eller hvaaad?”

Vi bryder os tydeligvis ikke om at kritisere face-to-face, og derfor er denne blog-løsning måske et meget godt alternativ.

Faktisk trak pigerne det længste strå i denne yderst velformulerede diskussion, for Mads meddelte efterfølgende, at resten af dagen ville stå på kedelig tavleundervisning og analyse af romantiske digte. Pigerne jublede og skreg, så spyttet sprøjtede. Drengene græd salte tårer, som de hurtigt strøg væk med bagsiden af en hånd for ikke at fremstå følsomme. Husted og Simon derimod lod tårerne stå ud til alle sider, mens de i kor sang Justin Bieber med fine falsetstemmer.

Det tidligere reklamerede foredrag omhandlede romantikkens vej til Danmark. Nye begreber som ’ny-platonisme’ og ’panteisme’ blev luftet for eleverne. Jeg bed mærke i, at hele klassen, selv drengene, sad musestille og lyttede, mens de noterede guldkorn. Mads fik virkelig respekt. Og lur mig, om han ikke nød rollen som skolelærer i gammel-skole-stil. I hvert fald lod han sig rive med og brugte hele 32 minutter på foredraget, selvom han havde lovet, at det altså kun ville vare 30.

Jeg har brugt en stor del af min weekend på at tænke det igennem. Jeg har både vejet for og imod, men jeg er nået frem til min endelige beslutning: Mads – du er tilgivet! Måske var det nemlig netop disse ekstra to minutter der gjorde, at dette foredrag var det, jeg fik mest ud af i dansktimen i dag.

Til sidst vil jeg fortælle om en dejlig tradition i 2.b, nemlig kageordningen. Det bedste i hver eneste dansktime. Denne gang var turen nået til vor kære Radikalea, som åbenbart havde haft et lille hul i sit politiskaktive liv til at bage smækker cake – også selvom valgkampen fandt sted senere selv samme aften. Men - der er altid et men… Lea er en lurendrejer. Hun havde bildt hele klassen ind, at hun desværre ikke havde haft tid til kagebagningen… Då-då-då-dåååm! Larmende stilhed tog klasselokalet med en kold storm, som gled ind fra øst og fik papirer og temperament til at dirre. 2.b var skuffet og på vej til at slå hånden af hende og udstøde hende fra flokken.

Men dog inden dette nåede at blive en realitet, trak Lea den ene muffin op af tasken efter den anden. Næsten alle elskede Lea igen (vi er ikke overfladiske, vi har bare brug for den skide kage). Grunden til at kun næsten alle elskede Lea igen var, at Lau endnu en gang blev undtagelsen. Han smed, som sædvanligt, om sig med ubehagelige ord som: ”Mediestunt! – Jeg vil aldrig stole på en radikal igen”. Alligevel valgte Lau efterfølgende at spise kagen, som han åbenbart havde ligeså meget brug for som os andre.

Lad det blive de sidste ord. Jeg håber vi får endnu flere mindeværdige stunder i dansktimerne fremover.

Kærlig hilsen
Silja Maigaard Axelsen
2.b